torsdag den 28. maj 2009

Dag 101 - kliken fra xuhui

P1060955.JPG
Det var helt perfekt, da vi iaften sad nede ved gadekøkkenet og talte om Melrose Place og Beverly Hills 90210. To tv-serier der handler så meget om små sammentømrede kliker, mindede mig endnu engang om hvor meget jeg holder af vores lille klike. Når jeg tænker over det er det jo naturligt at vi efter så lang tid og så tæt sammen, udvikler nogle stærke relationer til hinanden. Men det er bestemt ikke noget jeg tager for givet. Jeg spekurerer i disse dage meget over, hvor følelsesmæssigt udfordrende det er at være på outpost, og jeg ved ikke hvordan jeg ville have klaret det uden holdet omkring mig.

Dag 100 - hurra hurra hurra

P1060926.JPG
P1020922.JPG
P1020925.JPG
på vej til wig party.JPG
Idag var bare en dag som alle andre, det var onsdag d. 27. maj 2009, og vejret var solrigt med temperaturer på omkring 28 grader. Men, det var også dagen for Champions League finalen, Camillas fødselsdag og vores dag nummer 100 i Shanghai. Tænk sig at vi har været afsted i 100 dage. Det er jo virkelig lang tid, men alligevel bare 100 dage. Camilla havde inviteret til gilde i haven, med medbragte nudler og kolde tsing tao's. Vi er en lillebitte flok tilbage i Shanghai, og det var fedt at se næsten allesammen der. Vi talte om mærkedage og specielle øjeblikke, og om hvordan man ofte glemmer at markere dem ordenligt. Når du siger farvel til en ven, flytter ud af den go'e gamle lejlighed, består eksamen eller holder din fødselsdag. Vi talte om at den følelsesmæssige værdi i iscenesættelsen af øjeblikke, typisk først viser sig lang tid senere. Jeg vil mindes Camillas fødselsdag i haven, ligesom jeg altid vil mindes den sidste aften inden jeg tog til Shanghai. Jeg spiste i køkkenet sammen med Mor, Far, Kristine, Brian og Liv, og der blev serveret hotdogs, cocio og citronmåne. Eller hvad med afskeden med vennerne, som blev markeret med alletiders parykfest. To helt igennem fantastiske aftener, som jeg sent, nok snarere aldrig vil glemme!

onsdag den 27. maj 2009

Dag 99 - natteravn

P1060932.JPG
Når jeg sidder herhjemme og arbejder, kan jeg mærke at min rytme skrider. Jeg har ikke et tidsrum hvor jeg skal arbejde, eller nogen som jeg aftaler det sammen med. Jeg laver masser af overspringshandlinger, men holder ingen egentlige pauser. Så henter jeg lige en kop kaffe, så vasker jeg lige lidt tøj, sender en email, tjekker nyheder, svarer på en sms osv. Det betyder at min arbejdsdag bliver uendelig lang, fordi jeg også er dårlig til at sige stop og holde helt fri. Udfaldet af dette er blandt andet at min døgnrytme er blevet vendt fuldstændig om. Det er dejligt at være oppe om natten, og efter mørkets frembrud kan jeg bedre finde ro til at arbejde alene. Jeg bruger natten på at arbejde, men også som en kærkommen lejlighed til at tale mere med min kæreste og familie på skype. Den fantastiske bonus kommer den tidlige morgen, når jeg kan sidde i ro og mag og se solen stå op over Shanghai.

Dag 98 - tilbage til arbejdet

P1020934.JPG
P1020966.JPG
Idag tog jeg igen for alvor fat på arbejdet. Vi er har nu lukket ned for alle projekter, og er i færd med at forberede os til eksamen. Vi har nogle forskellige opgaver, som blandt andet består i at producere og udgive en række publikationer og dokumentationer, bestående af henholdsvis den viden vi har samlet om creative industries og vores læring som hold og organisation. Min opgave er nu at producerer noget videomateriale, som kan belyse outpost som helhed. Jeg har valgt arbejdstitlen "ninety days of new getting familiar", da jeg vil forsøge at beskrive den enorme mængde "nyt" man tager stilling til under en outpost, både privat og professionelt. Det har krævet at jeg endnu en gang gennemgår forløbet, hvilket jeg idag blandt andet har genopfrisket ved at kigge billeder og læse blog fra da de hele begyndte. Det har været spændende, men også enormt navlebeskuende. Jeg kan mærke at jeg behøver andres perspektiver også, hvis udbyttet skal blive rigtig godt.

mandag den 25. maj 2009

Dag 97 - antidote betyder modgift

P1060848
Idag har jeg været i konstant dialog med min krop, men vi har heldigvis fundet ud af at vi vil mange af de samme ting. Det bedste motiv til at beskrive idag, må være det sidste billede fra igår. Mig og min krop trøster os ved, at når alle er glade er enden altid god.

Dag 96 - Antidote

P1060792.JPG
P1060807
P1060788.JPG
Efter at have sagt farvel til Brian og Jacob, nåede jeg lige et par timers søvn, inden turen gik til den elektroniske musikfestival Antidote, som blev afholdt i kanalbyen Zhujiajiao. Jeg havde glædet mig længe til arrangementet, og håbet på det kunne give mig et større indblik i den elektroniske musikscene i Kina. Zhujiajiao er en helt igennem romantisk perle, som til trods for den store turist-opmærksomhed, stadig oser af lokal kultur og historie. Festivalen blev afholdt i en aflukket lille have, omkredset af store grønne træer og klassiske kinesiske pavilioner. Musikken var en blanding af live orkestre og dj's, med det elektroniske elementer som den røde tråd. Dagens højdepunkt var uden tvivl den kinesiske dj Ben Huang. Stemningen i haven var fantastisk, og jeg kunne betragte mennesker danse hvorend jeg kiggede hen. Oplevelsen delte jeg tilsyneladende ikke med havens naboer, som på et tidspunkt troppede op på den lille scene. En meget lille kvinde talte med meget store ord, og beskrev tydeligt med sine hænder hvad hun syntes om musikken. Pludseligt fik hun nok, og rev kablerne bag på mixeren ud så musikken døde. Nogle rare betjente og et par officials fik dog talt den lille gruppe til ro, og musikken spillede hurtigt igen. For mig var dette endnu et slående eksempel, på de store kløfter som stadig findes mellem ældre og moderne kultur. Det går altså rasende hurtigt i dette land. Efter Antidote tog vi tilbage til Shanghai, hvor vi holdte picnic på fortorvet foran en lille nudelsted, inden vi tog til efterfesten på Shelter.

søndag den 24. maj 2009

Dag 95 - den sidste mundfuld

P1060729.JPG
P1060736.JPG
P1060755.JPG
P1060769.JPG
P1060780.JPG
P1060777.JPG
Brian og Jacobs sidste dag i Shanghai, og de skulle selvfølgelig nå at have det hele med. Til trods for at være tydelig mærket af gårsdagen fester, nåede vi meget med mere til. Vi så på kikset popkunst ved M50 og travede i området omkring Moganshan Lu. Vi spiste omeletter med Baoshan Marked og slængede os i græsset i Zhongshan Park. Vi kørte forkert med Metroen og gik turen hjem forbi Shanghai Stadium, hvor vi fik både grillet kylling på spyd og isvafler. Da vi kom hjem fik vi pakket alle tasker(jeg sendte lige 20kg med), og gjort klar til afrejsen. Da det var gjort satte vi os ned på gadehjørnet, hvor vi spiste nogle snacks og fik et par kolde afskeds-øl, alt imens vi kunne nyde den lune sommeraften. Det har været nogle vildt fede dage, og jeg har virkelig nydt at have de besøg hjemmefra.

Dag 94 - hardcore shopping hardcore clubbing

P1060710.JPG
Efter at have hentet mit splinter nye visum, tog jeg ind i Fuxing Park for at mødes med Brian og Jacob. Vi fik os en kop te, inden vi gik på t'shirt jagt på Changle Lu. Masser af gode sager, og jeg måtte også gøre mig umage for at holde igen. Samme problem havde Jacob og især Brian ikke, og de blev begge klædt godt på til aftenens store elektro-brag Ratatat. Inden vi tog til koncerten, var vi ude for at spise krebs. Det var noget værre griseri med store plastik-handsker, men det var vildt sjovt og smagte himmelsk. "Dream Factory" var fyldt til randen og varmt som en sauna, hvilket var med til at piske en rigtig fed koncert stemning op. Efter koncerten tog vi videre til efterfesten på Logo, hvor vi dansede til den lyse morgen, inden vi svedige tog en taxa hjem efter en mindeværdig aften.

Dag 93 - regnvåd udflugt

P1060661.JPG
P1060702.JPG
Idag tog vi toget til Suzhou, men vi endte med først at være der ved fire-tiden(en kombination af ventetid, kaffepauser og en langsom opstart). Vejret var også en smule imod os, og det regnede det meste af tiden. Lidt trætte og lidt gennemblødte fandt vi et fantastisk lille spisested ved kanalen, hvor vi fik varmen og nogle spændende dumblings. Selvom vi havde modt lidt modstand, var det stadig fedt at vade rundt i de smalle gyder, og snuse til livet i den lille kanalby. Når jeg nu siger lille, mener jeg en by med ca. 5 millioner indbyggere, noget man slet ikke forstår når mam besøger stedet.

Dag 92 - lidt længsel

P1060657.JPG
Idag havde jeg en masse små og store ting som skulle ordnes, og derfor blev jeg hængende hjemme da mine gæster tog på eventyr. For en gangs skyld hørte jeg ikke noget musik, og den uvante ro gjorde at jeg drev ind i en lang tankestrøm. Jeg længdes efter Susanne, og indså at vores rejse sammen efterhånden er meget tæt på. Nogle gange glemmer jeg helt at jeg i grunden allerede er på en slags rejse, fordi jeg glæder mig så meget til næste kapitel. Jeg tænkte også på Morten som jo er taget hjem til Danmark. Hvordan er det mon gået at komme hjem? Gad vide hvordan det bliver for mig at komme hjem i august? Masser af tanker og spørgsmål, og dejligt med lidt tid til få dem til overfladen.

Dag 91 - en stor by

P1060636.JPG
P1060637.JPG
P1060641.JPG
Med nye friske øjne, fulgte jeg idag med Brian og Jacob til The Bund og Nanjing Lu. To steder jeg normalt ynder at holde lidt på afstand, men uden tvivl steder som er med til at skabe Shanghai. Det er ultra kommercielt, men uden tvivl storslået at betragte. Vi satte os på en tagterrasse, hvor vi fik et par kolde øl i solen, og så hundredevis af store flodprammer drive forbi. Kontrasten imellem den gamle industri på floden forneden, og den moderne finansverden som brager op imod himlen, var endnu en påmindelse om at Kina er et land i rasende udvikling. Efter en dag som idag, er jeg igen blevet mindet om at jeg virkelig bor i en storby, med alt hvad det så indebærer.

mandag den 18. maj 2009

Dag 90 - Gæster på eventyr

P1060616.JPG
P1060617.JPG
P1060615.JPG
Jeg har fået besøg af min fætter Brian og hans ven Jacob, som er kommet hele vejen fra Danmark. De havde rejst i næsten halvandet døgn, så det var to glade men udmattede gæster jeg fik på besøg. Jeg ved ikke om jeg er blevet smittet af deres jetlag, men jeg kunne ihvertfald sagtens følge med til at sove tungt og længe. Idag tog vi cyklerne, og cyklede ud i Shanghais gader. Det er helt utroligt som man pludselig betragter alt med nye øjne når man er guide. Denne by rummer jo tusind oplevelser og sanseindtryk på hver eneste gadehjørne. Alt fra en død haj midt på gaden, til en snasket omelet tilberedt på et bagagebærer. Jeg er sikker på at Brian og Jacob fik sig nogle gode oplevelser idag, men gad vide om de aner hvor mange nye oplevelser jeg også fik? På et tidspunkt kom vi ned til floden, hvor vi kunne se at der afgik en lille færge med lævne mellemrum. Uden at kende destintionen, købte vi tre billetter og steg ombord. At færgen så lagde til kajs ovre på den anden side er floden er underordnet, følelsen af at favne eventyret og det usikre var helt fantastisk.

Dag 89 - Indstilling

P1060604.JPG
Tiden går så utrolig stærkt her i Shanghai, og det er slet ikke til at begribe at det allerede er tre måneder siden vi forlod Danmark. På samme måde er det svært at forholde sig til, at mere end halvdelen af vores hold nu tager hjem igen. I aften var vi ude for at spise afskedsmiddag, og det var fedt at se blandingen mellem dem som er klar til afgang, og dem som er klar til at blive. Det minder mig om hvor meget indstilling betyder for hvordan man oplever situationer, og hvor vigtigt det egentlig er at gøre sig bevidst om sin egen indstilling. Jeg har på fornemmelsen at bevidste indstillinger har været nøglen til, at alle dem som har været nødsaget til at efterlade familie, venner og kærester derhjemme, har været i stand til at nyde deres Outpost. Det gælder ikke blot de som har været afsted, men bestemt også for dem som har været derhjemme. Tingene er blevet sat i perspektiv, og det har været inspirerende og rørende at opleve den positive og vedholdende indstilling folk i shanghai og danmark har udvist.

Dag 88 - I kan ikke slå anekdote fortælleren ihjel

P1060653.JPG
Med masser af hjælp og kyndig vejledning fra mine venner, vinder vi kampen over censuren. Nok ser det kompliceret ud, men nogle steder går tingene i ring, og de huller bliver udnyttet. Der går nærmest går et sus igennem mig, ved tanken om at bekæmpe uretfærdigheden. Jeg begynder mere og mere at tænke på, om min far ikke havde ret da han sagde at revolutionen snart kommer! Når det er sagt vil jeg da lige påpege, at indholdet her på bloggen sikkert snart kommer tilbage til sit vante små-romantiske-dagbogs-format.

Dag 87 - Tekniske problemer

P1060602.JPG
P1060598.JPG
Jeg kæmper i disse dage en brav kamp imod den store kinesiske mur, som har valgt at spærre adgangen til blogger. Bloggen er min bedste kanal ud til de personer, som kan lide at følge lidt med i min hverdag i Shanghai, og jeg har mildt sagt været frusreret over dette. Dette er mit første forsøg på at omgås muren, og jeg er spænd på at se om billederne(gammeldags kina og moderne kina) og teksten bliver synlig på selve bloggen.

torsdag den 14. maj 2009

Dag 86 - Farvel Chongming



Idag tog vi afsted fra Chongming Island, efter tre gode dage hvor hele holdet var samlet. Det har været med blandede følelser at være afsted; på den ene side var det helt fantastisk at være afsted med holdet og på den anden side var det også en påmindelse om at vi snart bliver spredt for alle vinde, og nok først ses igen til september. Det har været tre intense måneder, og vi er helt naturligt vokset sammen som hold. På en måde føler jeg at vi, på godt og ondt, er blevet afhængige af hinanden. Med det sagt, er det stadig alle de gode timer sammen som overskygger.

Dag 85 - Mere Chongming Island






Idag tror jeg jeg vil lade billederne tale lidt mere for sig selv, og blot sige at idag var en god blanding af natur, sjov og fordybelse. Prøv engang at kigge nærmere på det nederste billede!

Dag 84 - Chongming Island




Idag startede tre dages evaluering, og hele holdet tog derfor til Chongmin Island. Det var første gang jeg var ved vandet siden jeg kom til kina, og det var helt fantastisk at se horisonten igen. Da vi var blevet indkvarteret på vores værelser, gik vi igang med evaluerings processen. Det var til tider lidt svært at koncentrere sig, for vi var alle helt kuldrede af lejr-stemningen. Det er helt vildt som der altid bliver en fantastisk legesyg stemning når man er på udflugt. Processen var god, og vi fik begyndt på nogle interessante diskussioner om vores outpost, og nogle af de udfordringer vi har mødt undervejs. Om aftenen var satte Rikhard, Simon og jeg os ned til en lille sø i nærheden, hvor vi ville sidde og nyde en øl i naturen. Harmonien blev dog udfordret gevaldigt af de ca. en million frøer i gunst, som kvækkede så højt i kor at det sikkert kunne høres flere kilometer væk.

søndag den 10. maj 2009

Dag 83 - min egen designer


Min begejstring for byens skræddermarked vil ingen ende ta', og idag hentede jeg mine seneste bestillinger. Jeg gider ikke flere jakkesæt, men har kastet min lid til den mere specielle garderobe. Den enorme mængde tid jeg bruger på at tegne og forklare skrædderen præcis hvad jeg vil have, har udmyntet sig i glinsene butterfly's, mangefarvede skjorter og detaljerede jakker som jeg er overordenlig glad for. Jeg tror der kommer til at gå længe før jeg igen har chancen for at være min helt egen designer, så den chance skal udnyttes til fulde.

Dag 82 - Eriks fødselsdag


Idag var Eriks fødselsdag, og jeg inviterede ham med en tur i parken, hvor vi lejede en elektrisk båd som vi kunne sejle rundt i. Det var helt vildt at komme ud midt på den store sø, hvor jeg for første gang i meget lang tid oplevede komplet ro. Det var også første gang i lang tid der ikke var mange mennesker meget tæt på mig. I en time flød vi rundt på søen i century park, hvor solen igen idag gjorde det forfærdelig varmt. Det har været 33 grader de sidste mange dage, og der er ikke en vind som rører sig. Det var der tilgengæld ude på søen, og det var virkelig forfriskende. Senere havde Jonas arrangeret at vi skulle ud og spise og fejre Erik, og han havde valgt et sted som skabte meget debat hos de inviterede. Jeg kan afsløre at flere valgte at boykotte arrangementet af principielle årsager, og turen gik selvfølgelig til Hooters. Jeg var spændt på at se hvad det var for et sted, og jeg kan kun gengive Hooters eget slogan; "delightfully tacky yet unrefined!" Senere tog vi allesammen på KTV, en gigantisk karaoke club, hvor man kan leje sin egen private lounge med fri bar. Her kan man så gå i krig med karaoke anlægget, og vise sine sangtalenter fra den lille scene. Fri bar og karaoke er en ligeledes delightfully tacky yet unrefined, men ikke desto mindre er jeg sikker på Erik havde en fantastisk fødselsdag.

Dag 81- gadekøkken


Idag fik jeg et par øl sammen med Rene og Rikhard, og på et tidspunkt blev vi lidt småsultne. Den lette sult bliver hurtigt stillet i Shanghai, da der aldrig er langt til den nærmeste snack. På hjørnet af Dongan Lu plejer der efter mørkets frembrud at stå en fyr med en grill. Han griller kød, grøntsager og majskolber på spyd. For noget tid siden kom der så endnu en fyr, og han er et klart plus til hjørnet. Han har en fuldt udstyret vogn med gas og wok, hvor han laver nudelretter. Han har 10-15 skåle med forskellig kød og grønt, og så har han 3 slags nudler man kan vælge imellem. Så peger man ellers bare på det man syntes lyder lækkert, inden han giver det hele en tur i wokken. Med en god nudelret og et par kolde øl fra bladkiosken, var det en dejlig måde at tilbringe en sommernat nede på gadehjørnet.

torsdag den 7. maj 2009

Dag 80 - nordvest



Idag tog jeg min cykel, og tog en lang tur imod det nordvestlige hjørne af Shanghai. Jeg havde ikke noget andet på plakaten, så jeg kunne bare lade min nysgerrighed styre retningen. Jeg oplevede at krydse vejen sammen med op imod 300 andre cyklister, og her var det flokken som bestemte hvor jeg skulle hen. Jeg købte lidt frugt og juice, og satte mig mig i en park. Det var første gang jeg kunne ligge mig på en græsplæne siden jeg kom til Shanghai. Da jeg kom hjem besluttede jeg mig for tjekke om der var åbent op til taget, og det var der tilfældigvis. Der gik ikke mange minutter før vagten kom og tjekkede, men jeg nåede lige at tage et billede af udsigten. Det er helt vildt som denne by skifter udtryk når der er mørkt. Om dagen er det en slatten grå pastel, men om natten en skarp palet af stærke farver.

onsdag den 6. maj 2009

Dag 79 - bare et brillemarked



Jeg har været temmelig træt de seneste par dage, og har ikke været særlig opfindsom i forhold til ting jeg kan foretage mig. Jeg får ikke helt lavet det arbejde jeg burde, og jeg har lidt dårlig samvittighed over at jeg ikke oplever nok. Jeg tror lidt jeg har været overstimuleret, og efterhånden som jeg vender mig til Kina, Shanghai, de daglige kultursammenstød, mærkelig mad, sjove dimser og hemmelige steder, skal der bare mere og mere til. Jeg har lidt glemt at værdsætte den enkle hverdag jeg plejer at nyde så meget. Når jeg tænker mig om, kan jeg godt se det er noget vås. Ligenu sidder jeg alene med en kop kaffe i mit køkken, der er helt stille bortset fra lyden af vaskemaskinen, der er i gang med at vaske mit sengetøj. Hvor bliver det dejligt at ligge sig i det rene sengetøj i aften...Se det kan jeg li'! Idag har jeg også været med Morten på brillemarked, hvor Morten ville tage det sidste skridt imod identiteten som excentrisk designer. Vi for vild, og travede rundt med et hjemmelavet kort i nogle timer, inden vi fandt markedet som desværre var ved at lukke. Pyt med det, for selve turen i området var en oplevelse i sig selv.