Den kinesiske mur er lang, det havde jeg sådan set også forventet. Hvad jeg tilgengæld ikke havde regnet med, var hvor højt op den rager. Vi besøgte idag murens højeste punkt Badaling, som ligger mere end 800m over havets overflade. Vi havde bestilt en guidet bus-tur, hvor vi først skulle besøge Ming Gravene, og derefter bruge eftermiddagen på den store mur. Ind imellem de to seværdigheder, var der indlagt besøg på et jade-sliberi, og en klassisk kinesisk urte-medicin-institut. Jade sliberiet var kedeligt, men det var dejligt med en toiletpause. Ming Gravene var spændende nok, men efter gårsdagens besøg i den forbudte by, skulle der lidt mere til at vække wauw-følelsen. Bussen var lille og hyggelig, og guiden Johnny var cool og informativ.
Urte-medicin-institutet kom som lidt af en overraskelse for os alle, som ikke var helt klar over hvad vi lavede der. Johnny fortalte at det var et tidligere plejehjem, som nu husede en række af de fremmeste læger og studerende indenfor kinesisk urte-medicin. Johnny fortalte kort nogle historiske fakta, og det var rigtig spændende at høre om. Derefter blev vi sluset ind i et undervisningslokale, hvor der pludselig stod en lægestuderende og holdt et mindre foredrag om metoder de brugte og effekten af disse. Og så var det hun sagde "and now please give a warm welcome to our famous doctors!" Lige der stod tiden stille et øjeblik, hvor hele gruppen tænkte hvad sker der her, og den studerende klappede en slatten salve alene. Ind kom tre meget karikerede læger, og satte sig på en række foran os. Nu kunne vi så "free of charge" blive tilset af de tre vel- og anerkendte læger, som ville give os hver især et indblik i vores fysiske velbefindende. Det var en glædelig overraskelse, og jeg var den første til at melde mig til konsultation. Lægen lagde sine fingre på min puls, og spurgte om jeg havde ondt i ryggen. Jeg svarede nej, og han konstaterede at jeg var sund og rask. Min far fik, ved hjælp af samme metode, konstateret for mørkt tis, og fik tilbudt en sjælden mulighed for at købe nogle urter imod netop den lidelse. Og så gik turen til muren, og om den kan jeg kun sige; nøj hvor er den stor. Den er bare virkelig virkelig imponerende stor, og stejl og fantastisk. Det tog os meget langtid at komme på på muren, da man skal gå et stykke, vente lidt tid i kø, og så med en slæde-lignende lift op, inden man kan tage trappen op på selve muren. Men da vi endelig var der, kunne vi skridt efter skridt se hvordan den strakte sig igennem landskabet og forsvandt i horisonten. Jeg sov hele vejen hjem i bussen, tror simpelthen jeg var udmattet af oplevelsen.
Da vi kom tilbage til hotellet gik vi os en tur, og igen forvildede vi os ind i hutongerne, som bare bliver ved med at være spændende(efter 3 dage). Vi fandt en lille deli, hvor mor for første gang skulle prøve hot pot. For den mindre øvede, kan nudler i en suppe være lidt drilske at fiske op med pinde, men min mor er hardcore og klarede det med glans.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar